Biografi for: Frants Kristian Henrik Sodemann

Student 1851 Nyk.F., Efter at have taget Filologicum var han nogen tid huslærer hos pastor Peter Barfod i Førslev. Det Brev findes endu, hvori Theophil Barfod (senere gift emd stiftsprovst Møllers datter "tante Stine", Ærbødigsts bedsteforældre) skriver til sin broder i Førslev og anbefaler ham den unge kandidat Sodemann til huslærer. Han kom dertil, og tante Inger, der den Gang var 12-13 Aar, sad med Næsen flad mod Ruden for at se den nye Lærer og udbrød, da hun saa ham: Uh, hvor er han grim". Præstefolkene syntes overordentlig godt om den unge kandidat og han om dem, og da tante Inger blev 14 Aar, blev de enige om, at han skulde være deres Svigersøn. Tante Inger havde hele Livet en vældig Respekt for sin Mand. Over for andre var hun undertiden noget krasbørstig, så folk, der ikke kendte Forholdene, tænkte "den stakkels Provst, han er vist dygtig under Tøflen". I virkeligheden var onkel fuldstændig enehersker i sit Hjem.

Frants blev cand. theol. 20. Jan.1859. Adj.min. i Store og Lille Solt, S.f.Flensborg, Ordin. Flensborg 1859.
Sognepræst i Nykirke, Tønder provsti (sv for Tønder)1861, fordreven af de meget tysksindede beboere i Nykirke fastelavnssøndag 1864. Da han skulde forlade præstegården, bad han en af de mest tysksindede om at køre for sig og da Beboerne begyndte at kaste Sten efter Vognen og raabe "du dänischer Hund", bøjede han sig frem og konverserede ivrigt sin Kusk, saa maatte de holde op at kaste Sten, da de var bange for at ramme deres gode Ven!

Han blev straks kaldet til sognepræst i Emmerlev (nv for T.), Møgeltønder provsti 1864, men da Freden var blevet sluttet, beordrede Tyskerne en Takkegudtjeneste afholdt i Kirkerne for Freden. Da Onkel Frants kom i Kirken om Morgenen, sagde Læreren til ham, at Folk var blevet enige om, ikke at gaa i Kirke, de vilde ikke takke for den ulykkelige Fredsslutning, der havde bragt dem til Tyskland. Onkel vilde imidlertid ikke prædike alene for de tyske Gendarmer og sendte Stafet rundt paa Gaardene, at Folk skulde komme, og der mødte da ogsaa en Del, men de satte sig nederst i Kirken parat til at stikke af, naar Onkel begyndte at takke. Onkel holdt imidlertid en saadan Prædiken, at ingen tænkte paa at forlade Kirken, og skønt Gendarmerne skar Tænder, kunde de intet gøre ham. Prædiken er optaget i "Kirkehistoriske Samlinger".

Tyskerne forlangte, at Præsterne skulle aflægge Ed til den tyske Kejser, det vilde Frants ikke og blev afsat 20.Maj1867. Privatiserende i Emmerlev, sognepræst i Hjortlund-Kalslund (n.f. Ribe) 1870.
Sognepræst i Klemensker, Bornholm 1875, provst f.Bornholm 1882. R.Dbg. og Dbm.
FT 1890 er Frederik Carl Leonard S. på besøg.

Han blev hyldet flere gange;
1. Præster i Bornholms provsti i anledning af Frants' 40 års præstejubilæum
2. Menighedens lykønskning i anledning af hans 25 års jubilæum som provst og præst i Klemensker sogn
3. Meninghedsrepræsentanter i Klemensker sogn ved hans fratræden i juli 1904 med personlige underskrifter
4. Bornholmske lærere og lærerinders tak ved hans fratræden i juli (juni) 1904
Disse dokumenter er overgivet Bronholms Lokalhistoriske Arkiv 1/12 2008.

Entledigt 1904. Boede herefter i Eberths Villaby på Amager, Skipper Clements Allé 13, 1.sal,. der var samlingssted for familien.
FT 1906 bor Anna "Overgaden" - Anna Cathinka Barfod Pedersen - hos dem som plejedatter.
Bornholms kirker. Kilde http://www.folkekirken.dk/arkiv/kbh/aarbog97/6.htm.
Titel: Nyt og større. Om kirkebyggeri på Bornholm i slutningen af forrige århundrede af H,C.Lorentzen, tidligere sognepræst i Rønne.
"Da pieteten forsvandt, Den nidkære præst.
Ja, hvorfor? Nationalmuseetes folk er tilbøjelige til at give Frants Sodemann i Klemensker hovedskylden. Han var nemlig hele Bornholms provst fra 1882 til 1904, d.v.s. netop i forandringernes periode. Sodemann var 60 år, da han blev provst, og uden tvivl en såre myndig mand af den højkirkelige type. I Danmarks Kirker VII om Bornholm benævnes han "den for kirkeraseringerne uhyggeligt virksomme provst" nedrivningen af Østermarie kirkes tårn som anledning "til at bygge en ny og større kirke, og kun den omstændighed, at der under nedbrydningen fremkom så mange ejendommelige træk ved den gamle bygning, bevirkede at nedbrydningen standsede på halvvejen" (Bornholm, Gyldendal 1969, s.139). Mads Bidstrup er mere modereret i sin dom:"Med rette kan Hovedårsagen ikke tillægges nogen. Kirkernes højeste styrelse kunde næppe handle anderledes .... Ingen påviste anden Fremgangsmaade. Nu bagefter er vi klogere og maa beklage, at vi ikke forstod bedre at bevare det, vi ejede" (Bornholmske Saml. 7, 1912 s.21). Fem nye kirker, et nyt kirketårn og 7-8 udvidelser og restaureringer opnåede provst Sodemann at få gennemført i sin godt 20-årige embedsperiode. Kun Bodils skønne kirke lykkedes det sagkundskaben at redde i sidste øjeblik, og så klokketårnet i Rutsker."