Biografi for: Viggo Henrik Valdemar Klæbel

Klæbel efterkommer IV.C.6..
FT 1885 er han 15 år, snedkerlærling i faderens firma og bor i Adelgade 7.
1888 indskrives han i Kbh.s lægdsrulle som nr. 324. Han bor i Adelgade 7 1. facaden. Den 13/5 1889 er der en anmærkning om afrejse til udlandet. Den 23/7 1895 anm.: Hjemkomst og afleveret Bevis for ophold i Udlandet fra maj 1889 - 20/7 1895.
FT 1890 er han ikke registreret (udlandet). I 1896 udslettes han af rullen med betegnelsen 63½' - I E I.
Han bor hjemme i Adelgade 7 til 1902,
Ved brylluppet i 1902 flytter de ind i Bartholinsgade 15,3.
Derefter bor han iflg. Kraks vejviser 1903 - 1908 i Sølvgade 98, 3.sal., hvorefter Johanne bor alene på adressen.
FT 1906 bor han sammen med Johanne i Sølvgade 98, 3.sal tv.
FT 1911 bor kun Johanne som separeret på adressen. Betegnelsen for hendes erhverv kan ikke tydes.
Han var designeret til at overtage Ligkistemagasinet, hvilket fremgår af en bryllupssang, hvor sidste vers lyder således:
"Din Faders Navn og Gerning gik/ Til Dig i Arv - fuldtværd at eje! / Gør som en Mand nu dit Bestik / Bær Arven frem ad Fædres Veje!" - men sådan skulle det ikke gå.
I 1906 distribuerer moderen Marie en skrivelse, der beder alle om at notere sig, at hun er den eneste ansvarlige i firmaet, og kun hendes underskrift er berrettiget. Det kunne tyde på, at Viggo har spillet rollen som indehaver og formentlig modtaget betalinger etc.
Emigrerede til Argentina 20. juni 1908 , skibspapirerne fundet i Hamborg. Det er ikke lykkedes at skaffe oplysninger om hans liv i Argentina, idet hverken Cemla (Centro de Studios Monetarios Latinoamericanos) eller den danske kirke i Buenos Aires kender ham. Den danske Amassade's arkiver indeholder ikke nogen dødsattest.

I 1912 er der - formentlig af moderen - rekvireret en dåbsattest, der formentlig skal benyttes i forbindelse med Poul Vilhelms indtræden som forretningsbestyrer i Ligkistemagasinet, og i den forbindelse skal relationerne til Viggo afklares.