Biografi for: Jørgen Hansen
Allerede før 1848 var han kommet i politisk modsætningsforhold til Hertugen af Augustenborg. Da han selv var af alsisk bondeslægt og sympatiserede med de alsiske bønder, støttede han dem på forskellig måde i deres opposition til hertugen. Straks efter oprørets udbrud i marts 1848 og efter herugens flugt blev der til forsvar af øen oprettet en folkevæbning på Als. Als var nemlig ikke blevet besat af de tyske tropper, og blev det heller ikke mere under hele treårskrigen 1848-50. Desuden blev der på Als dannet et folkeråd, for hvilket han blev formand. Folkerådet fik imidlertid aldrig nogen rigtig betydning, og han udtrådte snart af det for at indtræde i en bestyrelsescomission, der var udnævnt af den danske regering, og som fra sep.1848 til nov.1849 forvaltede Als og Ærøs verdslige anliggender. Han havde derfor i dette tidsrum den kirkelige og tildels den civile bestyrelse af øerne i sin hånd.
Efter at han i 1864 var blevet afsat af preusserne som biskop, vedblev han til sin død i 1889 at være sognepræst i Egen (Igen). Julius Paulsen portræt af hænger i Egen kirke identisk med det vi har i familiens ejeHan var selv præst under 7 konger, nemlig 4 danske og 3 preussiske.
Han var medlem af fællessynoden.
H.P.Hanssen skriver om Jørgen Hansen i sin bog "Et Tilbageblik bd.II" pag.37 - 40 om hans relationer i perioden efter 1864 til de tyske myndigheder. H.P.Hanssen skriver: "Biskop Jørgen Hansen var Sognepræst i Egen, indtil han i 1889 døde, 87 Aar gammel, efter at have varetaget sine Embedsforretninger til det sidste. Hans Jordefærd samlede et vældigt Følge, som vilde vise den gamle, karakterfulde Sognepræst, der gennem et langt virksomt Liv havde vundet sine Sognebørns Kærlighed og sine politiske Meningsfællers og Modstanderes Højagtelse, den sidste Ære. Her mødtes for første og sidste Gang den danske Befolknings Tillidsmænd fredeligt med Provstiets tyske Gejstlighed og den preussiske Administrations lokale Spidser. Jeg kørte derud sammen med Gustav Johannsen og Redaktør Jessen. I Sørgehuset blev vi af Biskoppens Søn, Oberstløjtnant Jørgen Hansen, den Gang Chef for det i Provisorietiden oprettede danske Gendarmerikorps, forestillet for General von der Schulenburg og Landraad v. Tschirschnitz fra Sønderborg. Den sidste af Øens gamle danske Præster, Pastor (Chr. Carl August) Schwensen (#823) fra Hørup talte gribende og dybt bevæget ved Biskoppens Baare. En Tidsperiode var ved at rinde ud, et afsnit af Sønderjyllands Historie fandt med dette Dødsfald sin Afslutning.
"Bogen om Als",Danskerens Forlag, Aabenraa,1956,S.353.Herman Bang:Tine. Biskop 1848-64. Theologisk candidat i Kbh 1823, 1825 huslærer hos dynastiet Schwensen i Hørup Præstegård, hvorfra han da også hentede sin kone. 1827 sognepræst i Ballum og 1830-46 i Notmark. Tyskerne nedlagde embedet i 1864. Sognepræst i Egen 1845-1889. J.H. i bispeornat og hans kone Anna Margretge er malet som to separate portrætter af en ung Julius Paulsen ca. 1881. De blev malet i to udgaver, Erik Sodemann har malerier af bispen og bispinden, derudover hænger bispen i Egen kirke og bispinden er i familien Walthers eje. Se endv. "Biskop Jørgen Hansens Optegnelser om sit Liv" særtryk af "Sønderjyske Aarbøger" 1904, Aabenraa, (p.t. hos Erik). Blev i 1848 Ridder, 1852 Dannebrogsmand, 1860 Kommandørkorset og i 1877 fik han den preussiske kroneorden af 2.kl. (50 års præstejubilæum). Han skrev en bog "Om Menneskeslægtens Religionsformer" 1877, som vist skal være meget vanskelig at læse.
Se endv. "Biskop Jørgen Hansens selvbiografi" fremstillet af Signe Bruhn Thomsen f. Müller okt.1991 samt Højskolebladet nr. 19 og 20, 1892: "Af en sønderjysk Bondeslægts Saga". Heri står blandt andet om Jørgen Hansen:
"Han var biskop under to konger og præst under 7, 4 danske og 3 prøjsiske, men som under alle omskiftelser al blev sig selv lig, lånte sig ikke frem på andres meninger og veg ikke fra det, der for ham var sandhed og ret, for at føje uretfærdige magthavere eller for at tækkes venner. Dansk var han, og dansk var han sikkert blevet, om han så i 1000 år havde skullet leve under fremmed herredømme, skønt han ingenlunde var blind for vort folks og magthaveres skrøbeligheder. Han var en af Kong Frederik (VII.) bedste tillidsmænd, og han skjønnede på denne konges tillid, talte få dage før sin død med stor kjærlighed om kong Frederik og gav "en mangelfuld opdragelse" skyld for meget af det. han savnede hos ham."
Ved guldbrylluppet i 1878 forærede børn og børnebørn parret et samstillet portæt af næsten alle familiemedlemmerne og de kirker og sogne, han havde fungeret i. Personnavnene er indgraveret i egetræsrammen. Originalen har befundet sig hos Johanne Frederiksen f. Walther (#1979), men blev senere videregivet til en nevø. Det er aftalt, at familien vil skænke det til Sønderborg Slot, når ingen mere har plads til det.
Biskop Jørgen Hansen bev under alle omskiftelser altid sig selv lig, lånte sig ikke frem på andres meninger og veg ikke fra det, der for ham var sandhed og ret, for at føje uretfærdige magthavere eller for at tækkes venner. Dansk var han sikkert bleven, om han så i 100 år skulle leve under fremmed herredømme, skønt han ingenlunde var blind for vort folks og vore magthaveres skrøbeligheder. Han var en af kong Frederik 7des bedste tillidsmænd, og han skønnede på denne konges tillid, og talte få dage før sin død med stor kærlighed om kong Frederik og gav en mangelfuld opdragelse skyld for meget af det han savnede hos ham.
Han var en afgjort modstander af de nationalliberale, den sønderjyske bondes karakterfasthed var fremtrædende hos ham. De ny magthavere bejlede til hans gunst, men han var dansk af sindelag og det blev usvækket til hans død. Han var en betydelig prædikant, noget rationalistisk farvet med udpræget interesse for skole og fattigvæsen (Salmonsen).