Biografi for: Jørgen Hanssen

Han var gårdejer og sandemand, hvilket var en tingmand, udpeget på livstid af en kongelig embedsmand, til at finde sandheden i større sager om drab og hærværk. Hvert herred havde 8 sandemænd.

I Højskolebladet nr. 19 og 20, 1892 " Af en søderjysk bondeslægts saga" er han omtalt udførligt: "Jørgen Hanssen var en på egnen meget agtet og indflydelsesrig mand. Han kunne både dansk og tysk, læste "Altoner Mercur", der da udkom i Segeberg, stod i forbindelse med Hernhutterne. Hans ældste søn, Hans Jørgensen, sendte han til Kristiansfeld; men da brødremenigheden der, ville sende ham til Hernhut, tog faderen ham hjem. Efter hans død fandts i hans gjemmer et brevskifte med en hernhutisk præst Wied i Vestindien.

Der omtales "religiøse digte" fra hans hånd. Ved hans død udtalte sognepræsten i Dybbøl i sin Ligtale:"Min videnskabelige Dannelse har ofte maattet staa tilbage for denne gamle Mands skarpe Blik" . Et tysk, trykt digt ved hans død sagde: "Sein Ruf erschallte weit und breit" og "Er war als Christ true, fromm und ....., er machte seinem Glauben Ehre". Der blev skrevet og trykt en sang, hvori det blandt andet hed: "Som kristen var han hæderlig, tro og from, hans ry udbredt til alle sider". Han ville gerne "skifte ord" om religiøse spørgsmål. Han har skrevet et glødende digt om skærtorsdagsslaget 1801, som imidlertid er gået tabt.

Gården lå under grevskabet Sandbjerg, som han var Sandemand for. Han var grevelig bolsmand, det vil sige han var ejer af et boelssted under et grevskab. Han var Reventlowsk aftægtsmand og digter. Han hældede stærkt til pietismen.