Biografi for: Carl Ludvig Vilhelm Leonard Sodemann

Han kom i købmandslære og lærte senere landvæsenet, og iflg FT 1850 forvalter på Nøjsomhedgaard. Han er ikke fundet ved FT 1855 i Idestrup sogn eller Nykøbing Falster aol 1-135.
I 1856 proprietær, ejer af "Uhrskovgaard" ved Vejle. I Trap 1879, Vejle amt s.262 er gården nævnt i Hover sogn, Tørrild herred.
Købet er omtalt i Vejle Amts Avis 8.marts 1856: "Gaarden Uhrskov med 64 Tdr. Land, Ager, Eng og Skov, samt Teglværk osv., er i onsdags solgt af Hr. Kjøbmand, Borgerrepræsentant N.D.Bøegh til Hr. Gaardejer Sodemann for 20.000 Rdl. Besætningen medfølger i Kjøbet". Der er oprtettet en købekontrakt dateret 30.april 1856 og indskrevet i protokollen 12.juni 1856. Den fysiske enhed er i "Daisy" angivet således: Landsarkivet for Nørrejylland, Nørvang-Tørrild Herredsfoged, Vejle Civilret, arkivserie skøde-og panteprotokol 1740-1927, indhold 1854-1857, arkiv nr. B-070, lb.nr. 24, pagina 746 a,b og 747a - ca. 2½ tætskrevne sider! Sammendrag af købet fremgår også af realregistre til panteprotokollerne i Hover sogn, Nørvang-Tørrild herred (B70-SP 113).
Købmand Bøegh erhvervede ejendommen i 1851. En større del af teksten beskriver i 5 punkter betingelserne for erlæggelsen af købesummen på 20.000 Rd. og det er ikke ukompliceret.

Købmand Nicolai Ditlev Bøegh var storkøbmand i Søndergade 128, Vejle, se FT 1850 og 1860. Han var den ene forlover ved Carl og Charlottes vielse 21/9 1856. Gården blev videresolgt ved skøde af 22.juni 1857, læst 26.juni 1857 til det Gersdorffske Fideikomis. Salgsprisen skal findes i Viborg Landsarkiv.
Familiens flytning kan ikke ses af Hover sogn afgangsliste i 1857.
Carls brødre får dansk indfødsret i 1847, men ikke Carl, og meget tyder på, at han var kommet til Falster for at hjælpe faderen i en periode.

Efter brylluppet med Charlotte og salget af gården i 1857 er de flyttet til Hamborg i november 1857, hvor han ifølge overleveringen (tante Johanne f. Sidenius) først var papirhandler, senere prokurist i en stor vinhandel i Hamborg.
Carl havde eget firma i Hamborg "W.Sodemann", der iøvrgt kan ses at have fremsendt krav til skifteretten i faderens fallitbo i 1865. Notaen anfører ikke firmaets adresse.

Carl opnår borgerskab i Hamborg den 2.juni 1858, hvilket fremgår af dokumentet "Praemissis Praemittendis deponirte Comparent" . (Kilde: Hamborg Staatsarchiv Fol.316, Bestandnummer 332-7, Signatur der Archivguteinheit A I f 117, Standort 12 2B 1/4.). Heraf fremgår det, at Carl bor Grosse Bleichen 8 og han har boet i Hamborg siden nov.1857, og at han er udlært "in einem Colonial und Korn ....geschäft die Handlung erlernt". Formentlig er der tale om uddannelse i Rostock - måske hos faderen -. Carl erklærer, at han erhverv vil være Kaufmann. Som bistand (komparent) ved ansøgningen har han Joh. Joach. Mart Magdalenesky, der fremskaffer diverse attester og andre dokumenter til formålet.

Vedr. Carl Ludvig Vilhelm Leonard Sodemann #54 1831-1880, bror til vor forfader. Mystikken om hans køb af gård ved Vejle, hvor han næppe har boet!
"Kære Erik Sodemann
Jeg har nu gennemgået mine notater om Uhrskovgård år 1800, hvor matriklen dannes, frem til 1866, hvor din ane Carl L.V. Sodemann angives at være ejer af gården i 1856. Det blev lidt mere kompliceret, end jeg havde regnet med, men det gør som sædvanlig ikke historien ringere.
Af oversigten fremgår, at Brdr. Bøegh i Vejle har skøde på ejendommen i 1806. Det ser ud til, at der ikke bygges på stedet før 1846, men det er jeg ikke gået dybere ind i. Arkivet er i besiddelse af en registrant over skøder, som en tidligere ansat ved Amtstuen, Søren Sørensen, har udarbejdet. Man kunne nok finde et og andet i brandforsikringerne. På arkivet findes kopier af skøder fra Nørvang- Tørrild Herred, men rækken har huller, desværre har vi ikke årene 1851 til 1866.
Det interessante for dig er jo 1855/1856. I 1857 købes ejendommen af "Det Gersdorffske Fideikommis", og der ses ingen anden handel mellem 1851 og 1857. Jeg søgte derfor efter oplysninger om "Gersdorff". Resultatet sender jeg som en særskilt fil.
Det er ikke sandsynligt, at den nygifte Sodemann og hans frue har boet på Uhrskovgård, i hvert fald mener jeg, at der er bestyrer på i 1855. Jeg har gennemgået folketællingen 1855 og ved udelukkelsesmetoden fundet frem til, at Uhrskovgård findes på opslag 182, Christian …lev, 40 år, fra Bredsten. Det er en periode, hvor købmændene i Vejle har medgang, og der handles jord for mange penge. Du undrer dig over, hvordan en ung mand på 25 år kan købe gården, og at han flytter til Hamborg lige efter giftermålet. Det er også mærkeligt, at jeg ikke kan finde nogen af navnet Homann i Vejle, hverken før eller siden i ddd, når hun nu bliver gift i Vejle. Et tjek i den fotokopi af kirkebogen, som findes på arkivet i Vejle, står der i øvrigt, at brudgommens bopæl er Sejling!
Jeg har derfor tænkt på, om Sodemann kan have været "stråmand" for Gersdorff? Da ejendommen senere sælges til Niels Rasmussen i 1866, står der i skødet, at "Undertegnede Generalkrigskommissair Scholten, der ifølge Odense Magistrats Skrivelse af 14. juni 1860 er beskikket til Værge for den umyndiggjorte Besidder af Det Gersdorffske Fideikommis, I. P. v. Gersdorff …". Niels Rasmussen, som angiveligt bor på gården, står som ejer i oversigten, indtil hans enke sælger i 1869. Den nye ejer hedder Moltzen og findes på gården i 1870. Det mærkelige er, at jeg fandt flg. indføring i Hover Kirkebog: Jens Peter Mørck von Gersdorff, ejer af Uhrskovgaard, død 22 apr 1872. Hover KB opslag 99.

Mystikken har altså bredt sig. Dette er, hvad jeg er nået frem til, men jeg har ikke vendt hver en sten. Du kan finde et fint matrikelkort fra udskiftningen af Uhre By omkring 1800 og senere kort på nettet. Jeg vedhæfter foto af landskabet ved "Mosen" ved Søvej med gården i baggrunden samt Uhrskovgård som den så ud ca. 1920. De tilhører efterkommere af A. I. Hansen, manufakturhandler i Vejle. Ham kan du læse om i Vejlebogen 1998. De nye billeder tilhører Jørn Rosendal, Vejle. Billederne er kun til privat brug og må ikke offentliggøres.
Med venlig hilsen"
Tekst i mail af 27.jan.2010 fra Aase Thomsen, Vejle Stadsarkiv vedr. Uhrskovgaard.